FREDERICIA KOMMUNE

XFlow-løsning håndterede 350 henvendelser på to dage

Knap 1200 borgere i Fredericia Kommune fik i starten af januar brev om potentielle ændringer i deres kontanthjælpssats som en del af regeringens aftale om et nyt kontanthjælpssystem, der træder i kraft den 1. juli 2025. Og med så mange borgere, der nu søgte vished om deres fremtidige sats, kunne det nemt blive en langsommelig proces for kommunen at give svar på alle henvendelser. 

Men få uger inden havde Fredericia Kommune taget kontakt til XFlow med henblik på at få opsat en kontanthjælpsberegner, hvor borgerne selv kunne indtaste deres oplysninger uden at skulle kontakte kommunen. På få minutter kunne de nu få en idé om, hvor meget eller hvor lidt deres kontanthjælpssats ville ændre sig med den nye politiske aftale. 

Flere dages arbejde blev sparet 

Allerede to dage efter de mange kontanthjælpsmodtagere havde fået brev om eventuelle ændringer, og kontanthjælpsberegneren var tilgængelig, havde næsten 350 borgere benyttet sig af selvbetjeningsløsningen. Og hvis man omregner alle henvendelser til en fysisk kontakt med en af kommunens medarbejdere, så har XFlows løsning i den grad været tidsbesparende, lyder det fra Stephan Klavsen, der er afdelingsleder i Fredericia Kommune:

“Vi har en gennemsnitlig ekspeditionstid ved skranken nede ved os på 10 minutter. Så det er ret mange timer, vi har kunnet bruge på noget andet.”

Stephan Klavsen fortæller yderligere, at løsningen sikrer, at kommunen ikke giver borgerne upræcise estimater og falske forhåbninger:

“Vi kan jo lige pludselig blive juridisk bundet af noget, hvis vi siger ‘jamen vi tror, I ender der’. Den situation skal vi helst undgå.”

“Borgerne skal have deres foreløbige satsindplacering senest 31. marts. Og jeg tror da på, at vi er færdige med det her inden udgangen af februar. Så vi er i god tid med det.”

– Stephan Klavsen, afdelingsleder

“Et glimrende kommunikationsværktøj”

For Stephan Klavsen har det været vigtigt, at borgerne er blevet ordentligt klædt på vedrørende deres fremtidige situation. Det kræver mere end bare et brev i eBoks, og her har kontanthjælpsberegneren været en nyttig hjælp for kommunens medarbejdere til også at formidle kommunikationen til de borgere, der bliver påvirket af den nye aftale.

“Vi har fundet ud af bagefter, at mange af vores samarbejdspartnere på socialområdet og jobformidlere er vildt begejstrede for løsningen, for det er et glimrende kommunikationsværktøj til borgerne”, siger Stephan Klavsen og fortsætter,

“Så opfordringen har været at tage en snak med borgerne om, hvad brevet betyder og gennemgå kontanthjælpsberegneren med dem, så de har et fingerpeg om, hvad der sker med deres ydelse den 1. juli. For vi skal have så få borgere som muligt, der til den tid får et kæmpe chok.”

De 1200 borgere skal senest den 31. marts have deres foreløbige satsindplacering. Men kontanthjælpsberegneren har frigivet tilstrækkelige ressourcer for Fredericia Kommune til, at det ifølge Stephan Klavsen ikke bliver et problem:

“Jeg tror da på, vi er færdige med det her inden udgangen af februar”, lyder det slutteligt fra afdelingslederen.

 

Tilbage til cases